Brystformindskelse

Operationen har til formål at formindske dine bryster, så du får en mindre og ofte mere fast barm.

Store og tunge bryster kan være til stor gene såvel fysisk som psykisk. Det kan give smerter i nakken og ryggen samt svamp under brysterne. Det kan være svært at finde tøj, der passer, og besværligt at dyrke motion. Desværre tiltager generne ofte med alderen. Derfor kan kvinder, der har gener af store bryster, med fordel tilbydes en brystformindskende operation.

For at få et tilfredsstillende resultatet er det vigtigt, at du ikke er overvægtig og ikke ryger.

Hvis du fortsat overvejer at få børn indenfor den nærmeste tid, anbefaler jeg, at operationen udsættes til efterfødsel og amning. Amning kan hæmmes afhængig af hvor meget væv, der er fjernet i forbindelse med operationen.

Er du over 50 år eller har haft brystkræft i familien, anbefales en mammografi inden operationen. Har du fået lavet en inden for de sidste to år et det tilstrækkeligt.

Forundersøgelse

Inden operationen skal du have en grundig snak om operationen, og hvad du kan forvente dig af den. Du er velkommen til at medbringe en bisidder til denne samtale. Det er vigtigt, at du får stillet alle de spørgsmål, som du måtte have, så du får det bedste grundlag at træffe din beslutning på. Ifølge lovgivningen skal du herefter have betænkningstid på 7 dage, inden du giver dit samtykke til operationen.

Resultatet af kosmetisk kirurgi er ikke varigt. Kroppens naturlige aldring fortsætter og vil med tiden ændre resultatet. Hvor hurtigt kroppen ældes er individuel og afhængig af bl.a. arvelige faktorer, rygning og solpåvirkning.

Umiddelbart efter operationen vil brysterne være spændte og hævede. Med tiden vil vævet give sig og brysterne får en mere naturlig facon. Brystvævet vil synke, specielt efter graviditeter og amning. Dette er helt naturligt og forventeligt hvorfor jeg også almindeligvis anbefaler at vente med indgrebet til du ikke skal have flere børn. Med andre ord så er det ikke muligt at opnå et resultat efter operation, der holder resten af livet.

Derudover er det vigtigt at huske, at operationen er forbundet med en vis risiko for komplikationer (se sidst i folderen) og at slutresultatet ikke altid kan leve op til dine og plastikkirurgens forventninger og ønsker.

Er du meget overvægtig, er der øget risiko for komplikationer ved bedøvelse og sårheling. Hvis dit BMI (Body Mass Index) er over 30, er det således ikke sikkert, at jeg kan tilbyde dig en operation. Men jeg kan måske godt hjælpe dig med et mindre vægttab så du kan opereres. Dette kræve en særlig konsultation omkring vægt reduktion.

Operation

Operationen udføres i fuld bedøvelse og varer mellem 2-3 timer. Ved en brystreduktion flyttes brystvorten og kirtelvævet op på den naturlige plads, og overskydende hud, fedt og kirtelvæv fjernes. Ofte foretages også en mindskning af det brune område omkring brystvorten.

Der bliver lagt lokalbedøvelse i sårene ved operationens slutning og sårene bliver syet med selvopløselige tråde i de fleste tilfælde. Til sidst sættes der tape over sårene og evt. en forbinding Efter operationen får du en BH på, som du skal anvende i 3 måneder nat og dag du kan købe ekstra af mig. Efter operationen bliver du kørt ind på opvågningen, hvor en sygeplejerske modtager dig.

Jeg informerer dig om forholdsregler i tiden efter operationen og svarer på evt. spørgsmål inden du tager hjem

I gang igen

Af hensyn til dit almene velbefindende og for at forebygge dannelsen af blodpropper, er det vigtigt, at du hurtigt kommer på benene igen efter operationen. Du skal ikke ligge i sengen, men gå stille omkring og hvile dig indimellem.

Smerter

Der kan være smerter umiddelbart efteroperationen, og du kan derfor have behov for smertestillende medicin.


Sivning og forbinding

Der kan komme lidt sivning fra såret. Det er helt almindeligt og kræver ikke behandling. Hvor længe forbindingen skal sidde aftaler du med plastikkirurgen. Hvis du har fået et dræn, bliver det fjernet inden du går hjem eller du kommer ind en af de følgende dage for at få det fjernet.

Svar på vævsprøve

Inden udskrivelse aftaler du med plastikkirurgen, hvordan du får svar på vævsprøven. Der går 10-14 dage inden vi har svaret.

Efter udskrivelsen

Smerter

Der kan være smerter og spændthed / hævelse af brystet i 1 -2 uger. Det aftager nogle dage efter operationen. Du kan derfor have brug for noget smertestillende håndkøbsmedicin.

Støttende BH

For at støtte arrene bør du anvende den udleverede BH både dag og nat i 12 uger efter operationen. BH-en må du tage af i forbindelse med bad, og når BH-en skal vaskes. Bøjle BH skal du undgå i 3 måneder.

Tråde og opfølgning

Efter 10-14 dage kommer du til opfølgning hos sygeplejerske i ambula¬toriet. Tapen bliver taget af, og vi ser til sårene/arrene. Du skal ikke have fjernet tråde, da sårene er syet med tråde, der forsvinder af sig selv. Vi taler om, hvordan du skal forholde dig fremover i forhold til arrene, evt. smerter mm.

Brusebad og hårvask

Dagen efter operationen må du gerne tage brusebad og vaske hår med mindre, at du har dræn eller det giver smerter. Tapen beholder du på og klistereffekten holder efter brusebad.

Tape (micropore)

Du har tape på efter operationen. Det skal sidde på, indtil du kommer til opfølgning hos sygeplejersken efter 14 dage.


Vi anbefaler derefter, at du anvendertape hen over arrene de første 3 måneder efter operationen. Du skal kun skifte tapen en gang om ugen eller hver 2. uge. Du får tape med ved udskrivelsen, eller når du kommer igen. Du kan købe mere tape på apoteket men køb kun det brune.

Creme

Du må først bruge creme, når sårene er tørre og uden sårskorper. I tiden hvor du bruger tape, skal cremen være optaget i huden, inden du sætter tape på.

Sollys

For at få så pæne ar som muligt er det vigtigt at beskytte arrene mod sollys og solarium de første 12 måneder efter operationen. Vi anbefaler, at du beskytter arrene med plaster, overdel eller solcreme med min. solfaktor 15.

Arbejde

Du kan genoptage stillesiddende arbejde efter 1 uge. De første 6 uger må du ikke bruge armene ret meget. Husk at bevæge skuldrene for at undgå stivhed.

Bilkørsel

Du må ikke selv køre bil, før du kan reagere normalt i enhver situation. Du skal være ude af behovet for stærk smertestillende medicin. En sikkerhedssele skal altid anvendes, uanset om du er fører eller passager.

Gåture og cykling

Du må gå ture, når du har lyst. Cykel¬ture er tilladt efter 6 uger.

Løb, aerobic, gymnastik og sport

Vi anbefaler, at du venter til 6 uger efter operationen.6

Amning

Du skal regne med, at du ikke kan amme efter en brystformindskende operation.

Efterblødning

I sjældne tilfælde (under 1%) kan der efter operationen opstå en blødning. Dette kan kræve en ny operation. Efterblødning giver ofte misfarvning i ugerne efter, men ødelægger ikke det blivende resultat. Alle omkostninger i denne forbindelse dækkes af os.

Infektion

Ved al kirurgi kan der komme infektion, og selv om dette er sjældent i forbindelse med brystformindskende kirurgi (under 1%), kan det dog forekomme. Det kræver antibiotika be-handling. 


Tegn på infektion er rødme, varme, hævelse, dunkende smerter, almen påvirkning og evt. feber.

Tab af brystvorte

I sjældne tilfælde ses tab af bryst¬vorten enten delvist eller fuldt. Dette forekommer hovedsageligt, hvis man er overvægtig, ryger, eller hvis brysterne før operationen var meget store.

Vævsdød

Vævsdød efter operationen er sjældent, men det kan forekomme. Vævsdød betyder, at huden mister sin blodforsyning og dør. Drejer det sig om overfladiske dele af huden, kan det ofte hele ved god sårpleje, men er der tale om dybere vævsskade, må det døde væv opereres bort.

Poul Harboe

Plastikkirurgi​

​Konsultation

c/o Privathospitalet Danmark
Jægersborg Allé 14, 2920 Charlottenlund

CVR: 27927734

Telefon: 50 13 30 30

E-mail: info@ph1.dk

Book tid til behandling

Udfyld formularen, og vi vender tilbage til dig hurtigst muligt, med en bekræftelse på din reservation eller for uddybning af din ønskede behandling.​

 
 
 
Hvilken type behandling ønsker du?



Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Organisationer