Brystforstørrende operation med implantat (BFO)

Operationen har til formål at forstørre bryster og opnå en smuk symmetri ved hjælp af indlæggelse af implantater. Kvinder med et bryst, der har en pæn facon, men som af kvinden opleves for lille, er velegnede til denne operationstype. Hænger brystet lidt kan det som regel rettes samtidig med brystimplantatoperationen.

Generelt

Der bliver hvert år foretaget tusindvis af brystimplantatoperationer i Danmark og på verden plan skønnes mellem 35-70 millioner kvinder at have brystimplantater, hvilket gør denne operation til en af de mest populære inden for plastikkirurgi. Jeg har altid benyttet et af de mest sikre og bedst dokumenterede implantater på markedet fra producenten Mentor.

Implantater og garanti

Der er ikke mange brystimplantat-producenter, der lever op til de krav, som FDA (den amerikanske lægemiddelstyrelse) stiller til sikkerhed for patienten og for kvaliteten af produktet. Hvad angår silikoneimplantater er der rent faktisk kun to producenter på verdensplan, der lever op til de sikkerhedskrav, som stilles på det amerikanske marked. Af de to producenter er Mentor den ene.

Derfor har vi valgt dette implantat, som har en meget høj patient sikkerhed og tilfredshed, og derudover har Mentor en unik garantiordning, som kaldes PatientSafe Coverage .

Ordningen omfatter bl.a.:

  • ​Automatisk optagelse
  • ​Gratis for alle patienter, der har fået Mentor silikone gel-fyldte brystimplantater
  • ​Livslang produkterstatningspolice
  • ​10 år, € 1000 i økonomisk støtte til operationsstue, bedøvelse og operationshonorar
  • ​Mulighed for at vælge erstatningsprodukt af samme - eller anden størrelse som det oprindelige implantat

Du kan få udleveret en pleje om den fulde garantiordning.

Forventet resultat og holdbarhed

Målet med operationen er at skabe større bryster med et naturligt udseende, og som er naturlige at føle på. Meget store bryster vil altid give et unaturligt udseende, så det er ikke en operation, jeg anbefaler. Ved stor asymmetri inden operationen kan man ikke forvente fuldstændig symmetri efter operationen, men resultatet vil som regel blive en del bedre end udgangspunktet.

Brystimplantater holder ikke evigt, da de er udsat for slitage i kroppen. Ud fra de undersøgelser, man kender til, er de fleste plastikkirurger af den opfattelse, at et godt rundt klassisk implantat holder i 12-16 år. De dråbeformede implantater, har formentlig en lidt længere holdbarhed, da slitage på silikoneskallen er mindre med den tykkere gel. Man kan ikke angive en holdbarhed i år for disse, da de først kom på markedet i år 2000-2001, og vi tilråder derfor at du henvender dig til vurdering, når der er gået 14-18 år, eller hvis der skulle opstå forandringer i brystet.

Forundersøgelse

Inden operationen skal du have haft en grundig snak om operationen, og hvad du kan forvente dig med din plastikkirurg. Du er velkommen til at medbringe en bisidder til denne samtale. Det er vigtigt, at du får stillet alle de spørgsmål, som du måtte have, så du får det bedste grundlag at træffe din beslutning på. Ifølge lovgivningen skal du herefter have betænkningstid på 7 dage, inden du giver dit samtykke til operationen.

Når du har besluttet dig, skal du sammen med kirurgen bestemme størrelse og facon. Ofte kan kirurgen fortælle dig helt præcist, hvilket implantat der vil være bedst for dig, men du tages naturligvis med på råd og beslutningen er i sidste ende din.

Operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse, så du vil forinden have talt med vores anæstesilæge. Snittet lægges oftest under brystet og er ca. 5 cm. Arrene er sædvanligvis meget lidt synlige efter helingen, skønt vi ikke kan garantere dette fuldstændigt. Implantatet lægges bagved musklen, og du vil inden operationen have fået fortalt, hvor dine implantater placeres. 

Operationssårene syes i flere lag, og bliver dækket af et lille plaster, som skal blive siddende indtil arret skal tilses. Operationen tager cirka en lille time. Efter operationen bliver du kørt ind på opvågningen, hvor en sygeplejerske modtager dig.

Opholdet i opvågningen

Efter operationen kommer du på opvågningsafdelingen. Her vil opvågningssygeplejersken holde øje med din vejrtrækning, dit blodtryk og om alt går, som det forventes, samt om du får smerter eller kvalme. Sygeplejersken vil også udlevere en sports BH til dig og nogle gange også et brystbånd, som du skal bruge de første seks uger. Du får BH´en med hjem og du har mulighed for at købe endnu en BH hos os, hvis du ønsker det.

Når bedøvelsen har fortaget sig, vil du få tilbudt noget at spise og senere vil du blive hjulpet ud af sengen og fulgt ud på toilettet. Når du føler dig klar og har talt med plastikkirurgen om operationen, vil vi fortælle dig, hvilke forbehold du skal tage, og du er da klar til at blive udskrevet. Det er vigtigt, at du bliver hentet af en pårørende og at du ikke er alene det første døgn efter operationen.

Efter udskrivelsen

De første dage efter operationen er ofte forbundet med hævelse, bevægeindskrænkning og smerter. Smertestillende medicin er derfor ofte nødvendig de første dage efter operationen. Vi vil give dig medicin med til de første dage. Sørg for ikke at have planlagt nogle aktiviteter de første dage, så du kan tage den med ro.

Gode råd

  • Tag den med ro de første dage og undgå store armbevægelser, tunge løft og anstrengende aktiviteter i ca. 2-3 uger.
  • Operationssårene skal så vidt muligt holdes tørre, men du må godt gå i brusebad. Undgå dog vand direkte på operationsfeltet.
  • Vi anbefaler rygestop, da rygning øger risikoen for kapseldannelse og giver ringere sårheling.
  • Sol på arrene frarådes det første år eller så længe arrene er lyserøde.

Efterforløb

Har du fået et brystbånd på lige efter operationen, behøver du kun bruge det i ca. 6 uger. Som nævnt er brysterne meget ømme de første dage efter operationen, og de fleste har brug for smertestillende tabletter. I de fleste tilfælde er smerterne væk efter ca. 5 dage, men der kan godt gå længere tid.


Disse første dage må man holde sig i ro hjemme og undgå store armbevægelser og tunge løft i ca. 2-3 uger.

Komplikationer

Ligesom alle andre operative indgreb er også en brystforstørrende operation forbundet med risikoen for komplikationer. Blødning, infektion og forsinket sårheling er nogle af dem, men de er meget sjældne. De første måneder vil mange opleve ændret og nedsat følsomhed af huden og brystvorten, men oftest normaliserer det sig igen. Nedsat følsomhed kan dog være en varig tilstand.


Kroppen danner altid en bindevævshinde rundt om protesen, som jo er et fremmedlegeme. Denne hinde er med til at holde protesen og dens indhold afgrænset mod brystets eget væv.
Dette kan hos nogle få patienter (2-5%) føre til et fænomen, som man kalder kapseldannelse, hvor brysterne føles hårde, og det kosmetiske resultat forringes. Man kender ikke årsagen til, at nogle kvinder udvikler denne kapseldannelse og har ikke mulighed for at forebygge tilstanden. Skulle tilstanden opstå, kan den behandles, men det vil være nødvendigt med en ny operation.

Bristede implantater

Silikoneimplantater er i dag mekanisk så stærke, at almindelig slitage ikke indebærer risiko for bristning de første 10 år. Undtagelserne er:

  • Hvis der er produktionsfejl
  • Hvis der er sket skade på implantaterne under implantationen
  • Hvis der er opstået kapseldannelse, så implantaterne folder inde i deres hulrum

Hvis et moderne, skærefast silikoneimplantat brister, bliver silikonen hovedsageligt indenfor den kapsel, som kroppen har dannet omkring implantatet. Reaktionen er derfor typisk kun en hævelse og rødme. Enkelte gange kan en hævet lymfeknude i armhulen antyde, at et tilsyneladende normalt implantat er bristet.


En MR-scanning eller den særlige kompetente ultralyds undersøger, vil ofte kunne afgøre om et implantat er bristet. Hvis det konstateres, at et eller begge implantater er bristet, anbefales det at få implantaterne fornyet eller fjernet. Der er foretaget megen forskning i kroppens reaktion på silikone, og på nuværende tidspunkt har man ikke kunnet påvise nogle varige mén som følge af bristede silikoneimplantater.

Hævede lymfekirtler

Der er for nylig fundet en mulig sammenhæng mellem brystimplantater og en meget sjælden form for non-Hodgkin lymfom kaldet BIA-ALCL. Risikoen er ekstrem lille, men du skal henvende dig, hvis du oplever hævelse omkring implantaterne, hævede lymfeknuder eller andet, som ikke kan relateres til det forventelige forløb efter operationen. Denne sjældne reaktion kommer tidligst 7-10 år efter den første operation.

Tråde og opfølgning

Efter 14 dage kommer du til opfølgning hos en sygplejerske i ambulatoriet. Plasteret bliver taget af, og vi ser til sårene / arrene. Du skal ikke have fjernet tråde, da sårene er syet med tråde, der forsvinder af sig selv. Der kan evt. være et par knudeender fra trådene, som bliver klippet af. Vi taler om, hvordan du skal forholde dig fremover i forhold til arrene evt. smerter m.m.


Du vil blive tilbudt en tid til opfølgning hos plastikkirurgen 3-6 måneder efter operationen. Du skal selv ringe ind og aftale en tid. Hvis du får problemer inden, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os.

Brusebad og hårvask

Dagen efter operationen må du gerne tage brusebad og vaske hår, såfremt det ikke giver smerter. Tapen beholder du på, da klistereffekten holder efter brusebad. Du skal blot bruge en hårtørrer til at tørre plastrene.

Tape (micropore)

Du har tape på efter operationen. Det skal sidde på, indtil du kommer til opfølgning hos sygeplejersken efter 14 dage.

Vi anbefaler derefter, at du anvendertape hen over arrene de første 3 måneder efter operationen hvis det ikke generer din hud. Du skal kun skifte tapen en gang om ugen eller hver 2. uge. Du får tape med ved udskrivelsen, eller når du kommer igen. Du kan købe mere tape på apoteket.

Creme

Du må først bruge creme, når sårene er tørre og uden sårskorper. I tiden hvor du bruger tape, skal cremen være optaget i huden, inden du sætter tape på.

Sollys

For at få så pæne ar som muligt er det vigtigt at beskytte arrene mod sol¬lys og solarium de første 12 måneder efter operationen. Vi anbefaler beskyttelse af arrene med tape (micropore),over eller solcreme med min. solfaktor15.

Arbejde

Du kan genoptage stillesiddende arbejdeefter 1 uge. De første 6 uger må du ikke bruge armene ret meget. Husk at bevæge skuldrene for at undgå stivhed.

Gåture og cykling

Du må gå ture, når du har lyst. Cykel¬ture er tilladt efter 4-6 uger.

Løb, aerobic, gymnastik og sport

Vi anbefaler, at du venter til 6 uger efter operationen.

Bilkørsel

Du må ikke selv køre bil, før du kan reagere normalt i enhver situation. Du skal være ude af behovet for stærk smertestillende medicin. En sikker¬hedssele skal altid anvendes, uanset om du er fører eller passager.

Svømme

Du må svømme ca. 6 uger efter operationen, men først når der ikke er synlige sårskorper.

Løfte / bære

Vi anbefaler, at du max. løfter, hvad der svarer cirka til 2 liter mælk i hver arm de første 4-6 uger efter operationen. Du bør ikke løfte albuerne over skulderhøjde de første 6 uger efter operationen.

Sovestilling

Vi anbefaler, at du ikke ligger på ma¬ven i ca. 4 uger efter operationen. Du må gerne ligge let om på siden – støt evt. med en pude i ryggen.

Forventninger til de første uger efter operationen

Du kan have svært ved at komme ind og ud af sengen de første dage. Derfor er det rart at have en til at hjælpe dig. Der kan være hævelse og misfarvning (blodudtrædning) i området. Dette er forventeligt og forsvinder igen. Der vil være øget varme i området. Dette er normalt, når der er indsat implantater. Du kan opleve kløe og prikken og evt. svie i arrene. Du kan opleve føleforstyrrelser i området. Du kan opleve kortvarige ”jag” i brysterne

Mammografi – brystscreening

Brystimplantater giver ofte problemer ved mammografi. Implantater er uigennemtrængelige for røntgenstråler, og derved skygger de for noget af brystvævet på røntgenbilleder. Det kan i yderste konsekvens betyde, at det forsinker eller er en hindring for at opdage brystkræft. Dette gælder både for silikone- og saltvandsimplantater, som ligger ovenpå brystmusklen. Jeg indsætter altid implantatet under brystmusklen – så derfor bør din mammografi være lige så god som hvis du ikke har implantater.

Hvis brystimplantaterne ligger bag ved den store brystmuskel, kan man bedre se brystvævet på et røntgenbillede. Brystvævet skubbes nemlig frem, når brystet bliver presset sammen ved en mammografi. Undersøgelsen kan derfor også i få tilfælde resultere i en brist af brystimplantatets kapsel.


Du kan læse mere om emnet på Sundhedsstyrelsens hjemmeside www.sst.dk eller finde linket på min hjemmeside.

Poul Harboe

Plastikkirurgi​

​Konsultation

c/o Privathospitalet Danmark
Jægersborg Allé 14, 2920 Charlottenlund

CVR: 27927734

Telefon: 50 13 30 30

E-mail: info@ph1.dk

Book tid til behandling

Udfyld formularen, og vi vender tilbage til dig hurtigst muligt, med en bekræftelse på din reservation eller for uddybning af din ønskede behandling.​

 
 
 
Hvilken type behandling ønsker du?



Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Organisationer